BUF IT-Drift (BIT) påbegynder i januar 2025 opgraderingen af samtlige pædagogiske computere til Windows 11. Opgraderingen omfatter:
- Medarbejdercomputere (MCO)
- Undervisningstavler (IFP)
- Elevcomputere, herunder personlige og fælles enheder
- Øvrige computere, fx stationære computere og PLC computere
Opgraderingen forventes at være fuldført i oktober 2025.
Hvorfor opgradere til Windows 11?
Microsoft har annonceret, at supporten for Windows 10 ophører den 14. oktober 2025. Efter denne dato vil der ikke længere blive leveret opdateringer, herunder kritiske sikkerhedsopdateringer, hvilket vil gøre computere, der stadig bruger Windows 10, mere sårbare over for sikkerhedstrusler
Overgangen til Windows 11 sikrer:
- Fortsat sikkerhed: Windows 11 tilbyder avancerede sikkerhedsfunktioner, der beskytter mod moderne trusler.
- Optimeret ydeevne: Windows 11 er udviklet til at give en hurtigere og mere effektiv brugeroplevelse.
- Fremtidssikring: Windows 11 understøtter moderne hardware og software, hvilket sikrer kompatibilitet med fremtidige applikationer og systemer.
- Forbedret brugervenlighed: En opdateret brugerflade gør det nemmere for medarbejdere og elever at arbejde effektivt.
Opdateringsoversigt:
Målgruppe: Lærercomputer (MCO)
Tidsramme: januar 2025 -
Opgraderingsmetode: Windows Update eller manuel installation ved IT-koordinatorer
Beskrivelse:
Alle lærercomputere skal opgraderes til Windows 11. Der er forskellige muligheder for denne opgradering, som kan ses nedenfor, afhængig af individuelle behov for support.
Muligheder:
- Lærere kan vælge selv at opgradere deres computer via Windows Update, hvor systemet selv vil håndtere opgraderingen til Windows 11 (se vejledning).
- Alternativt kan du som lærer kontakte skolens IT-koordinatorer, og lave en aftale om hjælp til en manuel opgradering.
I begge tilfælde er det vigtigt at du har lavet backup af dine ting inden opgraderingen.
Planlægning for opgradering af undervisningstavler (IFP)
Opgraderingen af undervisningstavler (IFP) til Windows 11 vil blive tilrettelagt i samarbejde med skolens IT-koordinator. Skolen udarbejder i fællesskab med IT-koordinatoren en plan, der sikrer, at opgraderingen gennemføres effektivt og uden større forstyrrelser af undervisningen.
Målgruppe: Elever
Tidsramme: Januar - Skolestart 2025
Opgraderingsmetode: Manuel installation (ikke via Windows Update)
Beskrivelse:
I denne fase skal alle undervisningscomputere for elever opgraderes til Windows 11. Opgraderingen vil ske manuelt for at sikre fuld kontrol over processen og undgå uforudsete udfordringer ved automatiske opdateringer via Windows Update.
Overvejelser i planlægningen:
- 9.-10. klasse: Disse klassers computere bør ikke opgraderes før de skriftlige eksamener er afholdt, da det er vigtigt, at eleverne arbejder på det velkendte udstyr, de har brugt gennem året
- 8. klasse: Kan prioriteres tidligt i processen for at sikre, at de får maksimalt udbytte af Windows 11 i deres undervisning
- Planlægning i etaper: Opgraderingerne bør planlægges i mindre etaper for at minimere forstyrrelser i den daglige undervisning.
Handlinger:
- IT-koordinatorerne skal i samarbejde med skolen udarbejde en detaljeret plan for, hvornår og hvordan opgraderingen skal gennemføres
- Opgraderingen udføres manuelt for at sikre, at alle elevcomputere er opdateret til Windows 11 inden skolestart 2025.
Planlægning for opgradering af øvrige computere
Stationære computere, PLC-computere og andre enheder vil ligeledes blive opgraderet på baggrund af en individuel planlægning mellem skolen og IT-koordinatoren. Formålet med denne plan er at sikre en glidende overgang til Windows 11.